Hans Lisken, den forhenværende Politipræsident i Düsseldorf og medudgiver af den officielle politiretshåndbog, fremhæver i et indlæg, at der er tre veje til en forfatnings-/grundlovsænding. Det må anføres her, fordi den danske grundlov på det punkt er udsprunget af samme europæiske oplysningstids ideer som den tyske.

Den første er den legale vej som art. 79 GG foreskriver (i DK. § 88) og som er accepteret i al almindelighed.
Den anden er revolutionen, hvis denne vindes og derigennem opnår legalitet. Legitimiteten er derved et ganske andet spørgsmål.
Dette bliver besvaret som ved den tredje vej: brugen af forfatningsstridige normer og udlægninger, der er langt fra grundlovens ånd og bogstav.

Medvirken ved sådanne processer uden modsigelse virker legitimerende. Netop her har Foreningen Grundlovsværn sin vigtigste opgave: at undgå skred i legitimationen af Grundlovens tekst og indhold. I den forbindelse genfinder vi os i 50 års tradition for at få hånd i hanke med efterretningstjenesterne og en langt længere politisk tradition med at søge at forhindre undtagelseslovgivning der er modsat grundlovens ord og tanke. At medvirke ved uden skrupler til at aflytte, narre, indsætte agent provocateurs er nogle få eksempler. En berømt preussisk jurist kaldte denne forvanskede Forfatningsvirkelighed for Preussens sande forfatning.
Det er det, der skal omtales her.

Væk fra det bundne politi hen imod den tøjleløse europæiske politimagt.
Foruden de udtrykkelige forfatningsændringer i art. 10 post- og telehemmeligheden og art. 13 - boligens ukrænkelighed - (DK §72), der skal tillade aflytning af telefon og bolig findes der nu ændringer af legalstrukturen, der dels tilsigtet, dels umærkeligt har ført til en afvigelse fra grundlovens demokratiske regimente, især ved styrkelse af politimagten til brug for bekæmpelse af organiseret kriminalitet.
I ly af disse ikke-juristiske slagord er der foregået bemærkelsesværdige kompetenceforskydninger og beføjelsesudvidelser. Det mest vedvarende eksempel for den statslige kompetenceforskydning giver fødselen af EU med Europol som efterbyrd. EU selv har ikke selv retskvalitet som juridisk person i folkerettens forstand. Det er kun et statsforbund uden juridisk retskompetence (iflg. Forbundsforfatningsdomstolskendelse 89,155; 97, 350), så dens magt faktisk ligger hos de nationale regeringer, der også har forhandlet aftalen.
De har - ved en afvigelse fra alle demokratiske forfatningers grundlag, tredeling af magten, fået overdraget såvel kompetence til at sætte normer og anvende dem. Denne overgang bort fra det parlamentariske demokratis form, hvor regerende og regerede er bundet til de valgte repræsentanters vilje - hen imod den førdemokratiske forrang for eksekutiven (udførende magt d.v.s. regering og forvaltning) er til at begynde med gennemført i al ubemærkethed.
Klagerne over Bryssel drejer sig ikke om europa-ideen, men fremmed-bestemmelsen uden mulighed for selv at medvirke. Det vil vise sig såvel ved det kommende monetære samarbejde som ved EUROPOL. Senest da vil der kritisk blive spurgt til om § 23 GG -parlamentets medvirken ved opbygning af en europæisk union virkelig vil tillade sådan et afkald på det tilkæmpede på retsstatens område. (Det nægtede folket i Danmark, da ¯MUen blev forkastet).
EUROPOL er til forskel fra sin 'moder' EU udstyret med en status som folkerets-subjekt. Det europæiske politi kan altså ikke blive 'disciplineret' af EU. Det er heller ikke underlagt nogen kontrol af et europæisk justitsvæsen. EUROPOL's medarbejdere er udtrykkeligt stillet immune - udenfor nationalt retsansvar i lighed med diplomatiet) og exemt (udenfor ansvar for overordnet foresat og her uden retsansvarlighed).
Forbundsdagen og Forbundsrådet har ratificeret denne bindende aftale uden debat om konkrete detaljer, selv om GGs art. 23 foreskriver ,at grundlovens art. 79 anvendes ved grundlæggende afvigelser fra forfatningen. (Dette svarer til Folketingets problem med grundlovens § 88 i forbindelse med vedtagelsen af Schengen-aftalen. Selvfølgeligt er der den tyske føderalisme, der yderligere komplicerer problemerne i .)

Opløsningen af føderalismeprincippet ved udvikling af efterretningstjenesterne hen imod et hemmeligt politi er forfatningsstridigt - også delvist forfatningsmæssige beføjelsesudvidelser - fra den konkrete prævention hen imod den ubegrænsede forebyggelse.
Forfatningen skelner mellem den fredeligt spadserende borger, den fredelige demonstrant og den voldelige terrorist! Dette princip er ophævet, fordi flertallets materialistiske sikkerhedssyge, der ikke vil tillade nogen risiko for indskrænkning af ejendom kun ser fordelen i repression i sidste ende med våbenmagt.

Angsten for friheden berøver dem muligheden for at acceptere andres evne til friheden og den ansvarlige brug af den. Den tildeles og er så pludseligt borte. Dette er den ufolkelige øvrighedsstats kendemærke.

Hans F. Lisken, f. 1931, Dr. jur., Honorarprofessor for forfatningsret og politologi ved Heinrich-Heine-Universität i Düsseldorf, sagfører ved Oberlandesgericht Düsseldorf, forhenværende Politipræsident i Düsseldorf og fhv. Dommer ved Landgericht, sammen med Denninger udgiver af tysk håndbog i politiret.