Der skrives og tales i disse uger meget om den kommende EU-forfatning, som skal til folkeafstemning i flere lande. Ejendommeligt nok skriver mange politikere om "den ny EU-traktat" eller om "forfatningstraktaten". Kun få politikere siger det så klart som den danske EU-parlamentariker Gitte Seeberg (K), som skriver, at det, vi har at gøre med, er "noget nyt og anderledes - en forfatning". Hun har absolut ret.

Der er tale om en forfatning. Hun skriver også, at "første del er en forfatning", medens "tredje del er en traktat".

Her kommer vi så til det usikre. En forfatning kan ikke samtidig rumme en traktat. De to ting må holdes adskilt. Denne ejendommelige sammenblanding fører til, at udkastet til forfatningen bliver i allerhøjeste grad uklar. Der skabes så absolut ikke rene linier.

Nogle understreger, at udkastet ikke rører ved "EUs hidtidige kompetence". Det er så sandelig rigtigt. Spørgsmålet er imidlertid, om udkastet rører ved medlemslandenes hidtidige kompetence. Det gør det sandelig ganske alvorligt.

Den danske grundlov af 5.6. 1953 bygger på magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende myndighed. I EU-udkastet brydes denne tredeling bl.a. i artikel 1 stk. 23: "Rådet udøver sammen med Europa-Parlamentet den lovgivende funktion og budgetfunktionen".

Det hævdes, at den foreslåede forfatning sætter klare og tydelige grænser for EUs virke. Det kan jeg ikke se. Udkastet giver mulighed for, at EU efter vedtagelsen af denne forfatning kan tiltage sig yderligere beføjelser, uden at medlemslandene spørges.

Artikel 1 stk. 11-18 bevirker, at Danmark afgiver beføjelser, der går langt videre, end grundlovens artikel 20 tillader. Her gælder det "beføjelser, der ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde". Der skal altså vedtages en lov om overdragelse af beføjelser, og loven skal fortælle, hvilken magt Danmark afgiver.

Det må stå klart, at EU ikke er en mellemfolkelig myndighed. Når EU har en fælles forfatning, fælles flag, fælles hymne, fælles motto, fælles mønt, fælles højtidsdag og fælles udenrigsminister, så er det faktisk en ny statsdannelse. EU er ikke en mellemfolkelig sammenslutning, men en overnational myndighed.

EU-ret og EU-love har på vigtige områder forrang for nationale love og forfatninger. Det er også nødvendigt, at befolkningen i alle medlemslande får at vide, hvad der forstås ved artikel 1 stk. 7: "Unionen har status som juridisk person".

For mig er der ikke tvivl om, at skal EU-forfatningen vedtages, må der først vedtages en grundlovændring efter den danske grundlovs paragraf 88: Det siddende folketing vedtager ændringen, derefter udskrives der folketingsvalg, det ny folketing vedtager ændringen, og derefter udskrives folkeafstemning om ændringsforslaget. Det er den vej, vi bør gå, hvis vi vil holde os til gældende grundlov.

Selve uklarheden i forfatningsforslaget kendetegnes tydeligst ved, at udkastet f.eks er blevet underskrevet af stats- og regeringslederne den 29. oktober 2004. Endnu har bl.a. Danmarks og Tysklands regeringschefer ikke forklaret deres folk, hvad det er, de har underskrevet.

I Danmark gennemførtes i februar et folketingsvalg, uden at dette spørgsmål blev drøftet. Men på valgnatten, da resultatet var kendt, erklærede statsministeren, at nu gjaldt det om at få vedtaget forfatningsforslaget. En ejendommelig situation! Der er en stor kløft mellem det, Folketinget beslutter, og det folket vil. Ved euro-afstemningen i Danmark var der 1,8 millioner, der sagde nej, og 1,6 millioner, der sagde ja.

Ved folketingsvalget udgjorde ja-partiernes vælgere ca 2,6 millioner, så der må være mange inden for disse partier, der har en anden opfattelse end deres valgte politikere.

Nej-sigerne kommer bestemt ikke kun fra yderfløjene til venstre og højre. Jeg håber inderligt, at vi i Danmark retter os efter gældende grundlov.

I Tyskland står vi over for den situation, at politikerne hævder, at der ikke er lovhjemmel for en folkeafstemning om EU-forfatningen. Det er ejendommeligt, idet den tyske grundlovs sidste paragraf, € 146 lyder: "Denne grundlov mister sin gyldighed den dag, en ny forfatning, givet af det tyske folk i en fri afgørelse, træder i kraft". EU-forfatningen er en hel ny forfatning, som på vigtige områder står over den tyske grundlov. Altså må det være soleklart, at denne ny forfatning bør sendes til folkeafstemning.


Kommentar af Karl Otto Meyer i Flensborg Avis d. 4. maj 2005